Direktør - Frederikshavn Kommune
Vil du være en del af et stærkt fællesskab i en kommune, hvor vi sætter en ære i at knokle for at få ting til at ske? Er du løsningsorienteret og kan du begå dig sikkert i håndteringen af det politiske niveau? Er du en samskabende leder og bringer du en positiv energi med dig, når du træder ind i rummet? Så er Frederikshavn Kommune måske noget for dig.
I Frederikshavn Kommune er der en lang og stærk tradition for at få ting til at ske ved at rykke sammen. Der er en grundlæggende tro på, at de bedste løsninger findes ved at stå sammen og gøre ting i fællesskab. Vi søger en direktør, der ønsker at være en del af det store fællesskab og bidrage til den positive synergi i direktionen i Frederikshavn Kommune.
Opgaven
Frederikshavn Kommune bevæger sig fremad på mange fronter, og investeringer i fremtidens fællesskaber giver gode muligheder for yderligere vækst og udvikling. Kommunen er udfordret af den demografiske ubalance i befolkningssammensætningen, hvor der bliver flere ældre og færre børn og unge. Hertil kommer en udfordring med at tiltrække tilstrækkelig kvalificeret, højtuddannet arbejdskraft.
Som direktør skal du være en drivkraft i den nødvendige udvikling og være klar til at udfordre etablerede og vante måder at gøre tingene på og skal turde tage en kalkuleret risiko i din tilgang til opgaverne. Du skal kunne navigere og balancere sikkert i forhold til den politiske betjening af byråd og fagudvalg samt agere brobygger mellem det politiske niveau og administrationen samt i relation til borgere, erhvervsliv og øvrige interessenter.
I Frederikshavn Kommune fungerer direktionen i et tæt samspil omkring varetagelsen af alle fagområderne. Som direktør skal du derfor etablere et tillidsfuldt og respektfuldt samspil og samarbejde med den øvrige direktion, centerchefgruppen og medarbejderne, da samarbejde på tværs er en helt afgørende del af jobbet. Herunder skal du kunne facilitere et godt arbejdsmiljø og sikre, at Frederikshavn Kommune fortsat er en god arbejdsplads med stor trivsel og høj arbejdsglæde.
Du skal have et stærkt lokalt fokus, være stolt af det lokale og dyrke det lokale i din tilgang til opgaver og samarbejder. Samtidig skal du have udsyn og kunne inspireres af udefrakommende tendenser og bevægelser og dermed sikre, at Frederikshavn Kommune er i udvikling og vækst og fremstår som en attraktiv kommune for erhverv, turister og borgere.
Personen
Frederikshavn Kommune søger en ny direktør, der har de rette kompetencemæssige forudsætninger i forhold til at begå sig sikkert på strategisk niveau. Den rette har en stærk kommunal erfaring og en bred indsigt i de kommunale kerneopgaver samt en god forståelse for både drift og udvikling.
Det er afgørende, at den nye direktør har politisk tæft og kan begå sig professionelt på strategisk niveau i en politisk styret organisation samt kan varetage det ledelsesmæssige ansvar, der følger med. Stillingen som direktør indeholder en kompleks, varierende og særdeles spændende opgaveportefølje, hvor det forventes, at du har skarpe analytiske evner, en strategisk- og udviklingsorienteret tilgang og en god forståelse for og erfaring med at være drivkraften bag realiseringen af politiske visioner og ambitioner.
Herudover lægges der særlig vægt på, at du har en samspilsorienteret tilgang til direktionsarbejdet og øje for at sikre en høj kvalitet i opgavevaretagelsen. Du skal kunne se og udfolde synergier mellem opgaveområderne og finde dig tilpas i rollen som en alsidig holdspiller, der tager ansvar, men også ved, hvornår en situation kræver, at man træder i baggrunden og giver plads til andre.
Du skal praktisere en værdibevidst ledelse i overensstemmelse med Frederikshavn Kommunes værdier og kunne agere rollemodel for disse både på og uden for rådhuset. Dertil forventes det, at du har en tydelig kommunikationsstil og evnen til at skabe engagement og medejerskab til udvikling og opgaveløsning i hele Frederikshavn Kommune.
Andet
Læs mere om stillingen og Frederikshavn Kommune i stillings- og kompetenceprofilen.
Tiltrædelse: 1. juli 2026.
Ansøgningsfrist: Søndag den 26. april 2026.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kommunaldirektør Thomas Eriksen, tlf. 21 15 43 47 eller administrerende direktør i MUUSMANN Carsten Lysdahl Søgaard, tlf. 30 30 28 81.
Kommunaldirektør Thomas Eriksen,
Telefon 21 15 43 47
Administrerende direktør i MUUSMANN Carsten Lysdahl Søgaard
Telefon 30 30 28 81.