Ønsker du at være med til at forme fremtidens Lejre og sikre, at kommunens bygninger og faciliteter er i topform og opfylder kommunens vækst og vision om en bæredygtig byudvikling? Motiveres du af at lede og udvikle en fagligt dedikeret medarbejdergruppe og sikre, at de strategiske målsætninger bliver fulgt til dørs og implementeret? Så er du måske vores nye afdelingsleder for Ejendomme.
Lejre Kommune er i vækst. Som afdelingsleder for Afdelingen for Ejendomme kommer du derfor til at spille en central rolle i at sikre, at vores ejendomme understøtter kommunens vision og mål. Vi har en massiv anlægsramme og der bygges daginstitutioner, skoler, plejehjem. Du kommer med andre ord til at være med til at forme fremtidens Lejre og sikre, at vores bygninger og faciliteter er i topform.
Afdelingen for Ejendomme er en del af Center for Service og Ejendomme, som også omfatter Vej & Park, Samordnet rengøring og Teknisk Service. Lejre Kommune ejer 165 ejendomme på i alt 150.000 kvm, primært kommunale institutioner og administrationsbygninger, samt 150 udlejningsbygninger på 10.800 kvm. Afdelingen har ni fagligt kompetente og engagerede medarbejdere, herunder byggerådgivere, miljøkonsulenter og en administrativ medarbejder.
Opgaven
Som afdelingsleder for Ejendomme er du ansvarlig for personaleledelse, strategisk planlægning og drift af ejendomme, herunder byggeri, vedligehold og rengøring. Du får ansvar for afdelingens samlede opgave- og anlægsportefølje, herunder at løsningerne er i overensstemmelse med de strategiske mål.
De største opgaver, der ligger på skrivebordet ved tiltrædelse er: 1) store anlægsprojekter, 2) levering på Bæredygtighedsstrategien, 3) Udbud og serviceaftaler, 4) sikre at driften af bygningerne kører jf. klare facility management processer.
Som afdelingsleder er det således din opgave at skabe gode bygningsmæssige rammer for kommunens mange velfærdsopgaver. Du skal lede en velfungerende medarbejdergruppe og samarbejde tæt med direktionen, andre afdelinger og interessenter for at sikre, at vores ejendomme er funktionelle, bæredygtige og økonomisk forsvarlige. Du får ligeledes til opgave at sikre afdelingens udvikling, særligt fokus på en modernisering af arbejdsgangene og en implementering af en mere effektiv og dataunderstøttet drift af det kommunale ejendomsområde.
På personaleområdet bliver det en væsentlig opgave at videreføre en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel og godt arbejdsmiljø - gennem løbende kompetenceudvikling og sparring med de enkelte medarbejdere.
Endelig skal du som afdelingsleder sikre, at forskellige perspektiver og behov bliver hørt. Dette gælder især i forhold til ejendommenes brugere, hvor du skal være garant for et imødekommende og serviceorienteret samarbejde, samtidig med at du med din byggefaglige indsigt evner at udfordre brugernes ønsker og behov med blik for den samlede økonomi og opgaveløsning.
Personen
For at lykkes i stillingen som afdelingsleder for Ejendomme i Lejre Kommune stilles der krav til en person med en stor byggefaglig erfaring og naturligt flair for at inddrage og kommunikere med politikere, skolebestyrelser, foreninger og borgere generelt – og herigennem indsamle inputs og etablere en fælles opbakning til en bæredygtig fremtidssikring af kommunens ejendomsmasse. Dette stiller krav til nedenstående fem kompetencer samt en oprigtig interesse i Lejre Kommune og dens borgere, og at du ønsker at forfølge og understøtte kommunens vision, Vores Sted.
Stærk byggefaglig indsigt: Du har en solid baggrund inden for byggeri og ejendomsforvaltning, og du er i stand til at træffe kvalificerede beslutninger baseret på din byggetekniske viden og erfaring. Du har en faglig integritet, der gør dig i stand til at vurdere bygningers tilstand og behov for vedligeholdelse samt at planlægge og gennemføre byggeprojekter effektivt.
Flair for kompetenceudvikling og personaleledelse: Det er en fordel, hvis du har erfaring med ledelse af medarbejdere, og vi lægger vægt på, at du interesserer dig og har flair for kompetenceudvikling, både af afdelingen som helhed, men også af de enkelte medarbejdere.
En involverende og engagerende ledelsesstil: Du kan lede et dedikeret team af medarbejdere gennem en inddragende og engagerende tilgang, og du kan skabe en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel. Du har erfaring med at opbygge og vedligeholde effektive samarbejdsrelationer på tværs af forskellige fagområder og interessegrupper.
En god organisatorisk forståelse og implementeringskraft: Du har en god forståelse for de politiske processer og strategiske overvejelser, der påvirker kommunens ejendomsforvaltning, og du kan navigere sikkert i det politiske landskab. Du kan kommunikere klart og effektivt med beslutningstagere og sikre, at planer og strategier implementeres i tråd med kommunens overordnede mål.
Samarbejds- og dialogorienteret: Du har en samarbejds- og dialogorienteret ledelsesstil, der understøtter eksisterende og nye samarbejdsrelationer - internt og eksternt. Du kan identificere nye løsninger gennem dialog og kommunikation, og du er garant for et imødekommende og serviceorienteret samarbejde, der styrker det lokale fællesskab og sikrer succesfuld gennemførelse af projekter.
Ansøgning
Du kan læse mere om stillingen og Lejre Kommune i stillings- og kompetenceprofilen.
Ansøgningsfrist: Søndag den 30. marts 2025.
For yderligere information kontakt gerne centerchef Jessie Lynggaard, Center for Service og Ejendomme på tlf. 21 34 72 34 eller Carsten Lysdahl Søgaard, Partner i MUUSMANN på tlf. 30 30 28 81.
Tiltrædelse: Den 1. juni 2025.
Centerchef Jessie Lynggaard, Center for Service og Ejendomme på tlf. 21 34 72 34 eller Carsten Lysdahl Søgaard, Partner i MUUSMANN på tlf. 30 30 28 81.