Direktør for ny kursusvirksomhed - Aarhus Universitets Forskningsfond

Er du en udadvendt, erfaren og entreprenant leder med øje for, hvad der rører sig i dansk erhvervsliv? Kan du navigere i et omfattende netværk af talrige fagligheder og opbygge frugtbare relationer og partnerskaber i spændingsfeltet mellem forskning og erhvervsliv? Har du lyst til at gå forrest og skabe en ny udbyder af forskningsbaserede kurser og drive den frem til at være økonomisk bæredygtig? Så er det muligvis dig, vi leder efter.

Aarhus Universitets Forskningsfond søger i samarbejde med Aarhus Universitet en direktør til at stå i spidsen for at opbygge og drive en ny selvstændig kursusvirksomhed, som med universitetets faglige kræfter i ryggen og undervisere i absolut særklasse skal udbyde et bredt udvalg af kortere kurser inden for bl.a. digitalisering, teknologi, bæredygtighed, grøn omstilling og ledelse.

Opgaver

Som direktør for det nye selskab er dine vigtigste opgaver at opbygge en økonomisk bæredygtig kursusvirksomhed og sikre et fagligt bredt og fremsynet kursusudbud, som imødekommer behovet i det danske erhvervsliv. 

Ved tiltrædelsen vil du være den eneste medarbejder i selskabet, og derfor vil det være dit ansvar at lægge en ambitiøs strategi- og udviklingsplan i et tæt samarbejde med selskabets kommende bestyrelse. Du skal fastlægge realistiske mål og udarbejde konkrete handleplaner for kursusvirksomheden samt rekruttere et team af medarbejdere, der kan understøtte den videre opbygning og drift af kursusvirksomheden.

Gennem et tæt samarbejde med Aarhus Universitets fagmiljøer og potentielle aftagere i dansk erhvervsliv skal du kunne positionere den nye kursusvirksomhed som en ny stærk og relevant spiller på markedet for efteruddannelse, der tydeligt differentierer sig fra andre kursusudbydere. 

Profilen 

Du har erfaring med strategi- og forretningsudvikling og dokumenteret ledererfaring – gerne suppleret af formel lederuddannelse og kendskab til efter- og videreuddannelsesområdet. Hertil kommer erfaring med at opbygge og udvikle stærke teams og drive et selskab med mange forskelligartede interessenter. Du har desuden solid erfaring med økonomi- og budgetstyring. 

For at få succes i stillingen kræver det, at du har en stor kommerciel forståelse og sans for markedsføring og branding. Du er dygtig til at opbygge relationer og har et relevant netværk, som du gerne bringer i spil.  Du er på forkant med samfundets behov og har en proaktiv tilgang til at identificere og omsætte kunders behov til konkrete kurser og løsninger. Med et veludviklet servicegen og en respekt for andre fagligheder evner du at forbinde hensynet til forskernes store viden med ønsker og krav fra erhvervslivets ledere. Og med solide forhandlingsevner og vedholdenhed kan du sikre, at aftaler og partnerskaber om kursusforløb kommer i hus.

Ansøgning

Du kan læse mere om stillingen, Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond i stillings- og kompetenceprofilen her.

Ansøgningsfrist: Søndag den 18. februar 2024

For yderligere information, kontakt gerne: 

  • Peter Frisgaard Lauridsen, finansdirektør i AUFF, tlf. 26 30 17 86 
  • Berit Eika, prorektor ved Aarhus Universitet via stabschef Lisbeth Katborg Bjerre, tlf. 93 50 82 35
  • Chris E. Petersen, adm. direktør i MUUSMANN, på tlf. 81 71 75 16.

Tiltrædelse: 1. maj 2024 

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Logo:
Stillingsbetegnelse: Direktør
Frist: Udløbet
Organisations adresse: Finlandsgade, 14, 8200, Aarhus
Kontaktpersoner:

Peter Frisgaard Lauridsen
Finansdirektør i Aarhus Universitets Forskningsfond
Tlf. 26 30 17 86

Berit Eika
Prorektor ved Aarhus Universitet (via stabschef Lisbeth Katborg Bjerre)
Tlf. 93 50 82 35

Chris E. Petersen
Adm. direktør i MUUSMANN A/S
Tlf. 81 71 75 16

1. samtalerunde: Fredag den 23. februar 2024
Testforløb hos MUUSMANN: Onsdag den 28. februar 2024
2. samtalerunde: Tirsdag den 5. marts 2024
Tiltrædelse: Den 1. maj 2024
MUUSMANN
Mail: info@muusmann.com
Telefon: 70 11 20 22
CVR: 31 74 77 32