Vil du stå i spidsen for et af Fredensborg Kommunes største velfærdsområder og skabe et mere sammenhængende børneliv, hvor flere børn trives, lærer og lykkes i stærke fællesskaber?
Fredensborg Kommune søger en erfaren og strategisk stærk centerchef, der kan understøtte skole- og dagtilbudsområdet med barnet og det hele børneliv som fælles omdrejningspunkt.
Du får det samlede ledelsesmæssige ansvar for Center for Skole og Dagtilbud, som omfatter seks almene skoler, to specialskoler og to dagtilbudsområder fordelt på 26 matrikler. Samtidig bliver du en del af kommunens chefgruppe, hvor du bidrager aktivt til den samlede ledelse og udvikling af Fredensborg Kommune.
Opgaverne - det skal du lykkes med hos os
Fredensborg Kommune har med 2030-planen, Vi er noget for hinanden – børn og unge i trivsel og strategien, Alle Børn Med - sammen om bæredygtige fællesskaber sat en tydelig retning for børne- og ungeområdet. Ambitionen er, at flere børn skal kunne trives, lære og udvikle sig i de almene fællesskaber. Din opgave bliver at omsætte strategierne til konkrete prioriteringer, handlinger og arbejdsgange, så retningen kan mærkes af børn, forældre, medarbejdere og ledere.
Du skal fastholde fremdriften i de igangsatte indsatser, følge implementeringen tæt og være nysgerrig på, hvor der er behov for at justere kursen eller åbne nye udviklingsspor. Du skal kunne skabe bevægelse uden at miste blik for organisationens kapacitet og for den tid, som varige forandringer kræver.
En central opgave bliver at styrke sammenhængen i børn og unges liv. Det gælder overgangen mellem dagtilbud og skole, sammenhængen mellem almen- og specialområdet og det forpligtende samarbejde med blandt andet PPR, familieområdet, kultur- og fritidsområdet og kommunens øvrige centre. Du skal kunne samle forskellige fagligheder og organisatoriske interesser om fælles mål og løsninger med det hele børneliv i centrum.
Du får samtidig ansvar for at sikre en robust og bæredygtig økonomistyring. Særligt udviklingen på specialundervisningsområdet kalder på et vedvarende fokus på sammenhængen mellem faglig kvalitet, organisering, indsatser og økonomiske rammer. Du skal skabe gennemsigtighed, et stærkt grundlag for prioriteringer og et fælles ledelsesansvar for økonomien på tværs af området.
Ledelse gennem ledere bliver en væsentlig del af dit ansvar. Du skal videreudvikle et stærkt og forpligtende ledelsesfællesskab på tværs af dagtilbud, skole og centerets faglige interne enheder. Du skal sætte en tydelig retning og skabe klare rammer for ansvar og beslutninger, samtidig med at du understøtter lokal handlekraft og giver lederne mulighed for at lykkes med deres ansvar.
I tæt samarbejde med direktøren får du desuden en central rolle i betjeningen af det politiske niveau. Du skal kunne omsætte komplekse faglige og økonomiske problemstillinger til klare beslutningsgrundlag og bidrage med professionel, rettidig og loyal rådgivning.
Profilen - det vi forventer af dig
Vi søger en leder, der formår at skabe sammenhæng mellem politiske mål, faglige ambitioner, økonomiske rammer og den virkelighed, der møder børn og familier. Du har en stor motivation for og et stærkt engagement i at udvikle dagtilbuds- og skoleområdet samt et blik for, hvordan stærke fællesskaber kan understøtte børn og unges trivsel, læring og udvikling. Samtidig prioriterer du et arbejdsmiljø, hvor trivsel, faglig kvalitet og udvikling går hånd i hånd, og hvor mennesker lykkes gennem samarbejde, tillid og fælles retning.
Du har en relevant videregående uddannelse og solid ledelseserfaring fra en politisk ledet organisation eller et tilsvarende komplekst organisatorisk miljø. Du har dokumenteret erfaring med strategisk ledelse gennem ledere og med at skabe resultater gennem tydelig retning, involvering og systematisk opfølgning.
Du har solidt kendskab til dagtilbuds-, skole- eller det bredere børne- og ungeområde og kan indgå kvalificeret i områdets faglige og ledelsesmæssige drøftelser. Du har erfaring med økonomistyring, prioritering og ledelse af et større driftsområde. Kommunal erfaring er en fordel, men det afgørende er, at du kan navigere sikkert i en politisk ledet organisation og forstår samspillet mellem politik, administration og faglig praksis.
Som leder er du synlig, tillidsvækkende og samarbejdsorienteret. Du lytter og inddrager relevante perspektiver, men står samtidig sikkert i dit ledelsesansvar og er tydelig om retning, ansvar og beslutninger. Du evner at skabe meningsfulde ledelsesrum med plads til rum og uenighed. Du opsøger dialogen med ledere og medarbejdere og interesserer dig for, hvordan strategiske beslutninger og prioriteringer virker i praksis. Samtidig står du sikkert i dit ledelsesansvar og er tydelig om retning, ansvar og beslutning.
Du arbejder langsigtet, skaber overblik og kan foretage velbegrundede prioriteringer i en kompleks virkelighed. Du formår at omsætte strategiske ambitioner til en realistisk bevægelse i organisationen og ved, hvornår der skal sættes tempo på, og hvornår udviklingsarbejdet skal have tid til at slå rod.
Du er økonomisk og driftsmæssigt velfunderet og bruger budgetter, styringsdata og systematisk opfølgning som aktive ledelsesredskaber. Samtidig har du politisk tæft og kan formidle komplekse problemstillinger klart, præcist og troværdigt.
Andet
Du kan læse mere om Fredensborg Kommune og stillingen i den uddybende stillings- og kompetenceprofil.
Forventet tiltrædelse: 1. januar 2027
Ansøgningsfrist: Søndag den 8. november 2026
For yderligere information og spørgsmål er du velkommen til at kontakte direktør Tine Gram på telefon 24 45 80 71 eller chefkonsulent Anders Moesgaard Jacobsen i MUUSMANN på telefon 20 42 91 49.
Direktør Tine Gram
Telefon 24 45 80 71
Chefkonsulent Anders Moesgaard Jacobsen i MUUSMANN
Telefon 20 42 91 49